Vi har samlet 0 klinkbeklædning fra 0 danske webshops, så du nemt kan sammenligne priser, rabatter og modeller.
Ingen produkter at vise lige nu — kig forbi igen snart.
Vi indsamler dagligt priser og sortiment fra 0 danske webshops.
Vi tjekker rabatterne — kun reelle nedslag i forhold til førpris vises som tilbud.
Du handler hos shoppen — vi linker direkte, og prisen er den samme for dig.
Klinkbeklædning er vandrette brædder, der lægges nedefra og op, så hvert bræt overlapper det, der ligger under. Princippet er lige så gammelt som træskibene, det har navn efter, og det virker af samme grund: vandet møder aldrig en vandret fuge, men løber fra bræt til bræt hele vejen ned ad facaden.
Det er en af de mest udbredte træfacader på danske sommerhuse, træhuse og tilbygninger. Men klink stiller nogle helt bestemte krav til profil, overlap og sømning, som ikke gælder for andre bræddebeklædninger. Denne guide handler om netop dem.
En klinkbeklædning er defineret ved overlappet. Der er ikke tale om brædder, der støder op mod hinanden, og heller ikke om lodrette brædder med dækliste. Hvert bræt hviler delvist oven på det forrige, og facaden får derfor sin karakteristiske vandrette skyggevirkning.
Det giver et par konsekvenser, der er værd at forstå fra begyndelsen. Facaden bliver ikke plan, men trappeformet — det påvirker, hvordan lys og skygge falder, og hvordan inddækninger ved vinduer skal udføres. Og fordi brædderne kun er fastgjort i den ene kant, kan de arbejde frit, når træet udvider sig og trækker sig sammen.
Sammenligner du med lodret beklædning, er der ingen facitliste. Lodrette brædder leder vandet hurtigere væk, mens klink er nemmere at lægge alene og mere tilgivende over for et hus, der ikke er helt i vinkel.
Det klassiske klinkbræt er kileformet — tykkest i den ene kant og tyndere i den anden. Kilen gør, at brædderne lægger sig tæt ind mod hinanden i overlappet, så facaden ikke bygger unødigt meget ud.
Kileformede brædder skæres traditionelt ved at save en planke diagonalt igennem, så man får to brædder ud af ét emne. Derfor kan der være forskel på træets tegning fra bræt til bræt — det er et kendetegn, ikke en fejl.
Der findes også plane klinkbrædder med ensartet tykkelse, som blot lægges med overlap. De er billigere og lettere at skaffe, men facaden bygger mere ud, og overlappet lukker ikke helt så tæt. Nogle profiler har desuden et fals eller en not, der gør det lettere at ramme det samme overlap hele vejen op.
Overlappet — også kaldet dækningen — er den vigtigste enkeltbeslutning i hele opbygningen. For lille overlap, og regnen kan blæse ind bag brættet. For stort overlap, og du bruger flere brædder end nødvendigt på den samme facadehøjde.
Det rigtige overlap afhænger af bræddets bredde, af profilet og af, hvor udsat facaden er. En sydvestvendt gavl, der får slagregn direkte ind, har brug for mere dækning end en beskyttet nordside. Producenten af netop dine klinkbrædder angiver et anbefalet overlap — følg det frem for at gætte.
Uanset hvad du lander på, er det afgørende, at overlappet er det samme hele vejen op. Ellers rammer brædderne ikke ind under vinduerne på samme kote, og facaden kommer til at se skæv ud, selvom den er lige.
Dette er den regel, flest overtræder, og den koster flest revnede brædder. Et klinkbræt skal fastgøres med ét søm i hver lægte — ikke to.
Årsagen er træets bevægelse. Brædder udvider sig og trækker sig sammen på tværs af fibrene, når fugtigheden skifter med årstiden. Sømmer du både i toppen og i bunden af det samme bræt, låser du det fast i begge kanter, og når træet vil bevæge sig, må det revne. Med ét søm kan brættet arbejde.
Sømmet placeres, så det går fri af brættet nedenunder — altså lige over overlappet. Det er hele hemmeligheden: hvert bræt holdes af sit eget søm og klemmes samtidig på plads af det næste ovenover.
Fastgørelsen skal være korrosionsbestandig. Rustne søm giver mørke render ned ad hver eneste bræt, og på en malet facade er det synligt for altid. Rustfrie eller varmforzinkede søm er standardvalget, og til udvendigt træ er det ikke stedet at spare.
Klinkbrædder monteres på lodrette lægter, aldrig direkte på vindspærren. Lægterne skaber luftrummet bag facaden, hvor eventuel indtrængende fugt kan tørre ud igen, og hvor luften kan bevæge sig fra bund til top.
Fordi klinkbrædderne ligger vandret, er det de lodrette lægter, der giver den frie luftvej opad. Det er en af grundene til, at klink er en teknisk ligetil løsning: ventilationen følger naturligt af opbygningen, hvis lægterne sidder rigtigt.
Sørg for, at åbningen forneden og foroven ikke lukkes til af inddækninger eller malerarbejde. Et ventileret hulrum, der er lukket i den ene ende, ventilerer ikke.
Kig på årringene og på antallet af knaster. Tæt vokset træ med små, faste knaster arbejder mindre og holder bedre på malingen end grovt træ med store, løse knaster, som kan falde ud og efterlade huller.
Skal klinkbeklædningen males eller grundes, gøres det inden montering — og på alle sider. Det gælder også bagsiden og især endetræet i begge ender.
Grunden er indlysende, når man tænker over det: så snart brættet sidder på væggen, kan du aldrig komme til den øverste kant, der gemmer sig under brættet ovenover, eller til bagsiden. Ubehandlet endetræ suger vand som et sugerør, og det er næsten altid der, en klinkfacade begynder at rådne.
Skæres et bræt til på pladsen, skal snitfladen behandles, før det sættes op. Det tager tredive sekunder og sparer et bræt om ti år.
En klinkbeklædning fremhæver alle vandrette linjer på huset. Er det første bræt ikke i vater, vokser fejlen for hvert bræt opad, og facaden ender med at pege synligt skævt ved tagfoden.
Derfor bruger man tid på startbrættet og på at måle op i forvejen: hvor mange brædder er der fra sokkel til tagfod, og hvordan rammer de underkanten af vinduerne? Det er lettere at justere overlappet en anelse på forhånd end at stå med et halvt bræt lige under vinduskarmen.
Overgangene er, hvor en klinkfacade holder eller svigter:
Malet klink skal behandles igen med jævne mellemrum, og hvor ofte afhænger af, hvor meget sol og slagregn facaden får. Det gode ved klink er, at vedligeholdet er overkommeligt: brædderne er lette at komme til, og et enkelt beskadiget bræt kan skiftes uden at tage hele facaden ned.
Kig især efter to steder ved det årlige eftersyn. Nederste bræt, som får alt det vand, der løber ned ad facaden og sprøjter op fra terræn. Og endetræet ved samlinger og hjørner. Bliver de to steder holdt i orden, holder resten typisk sig selv.
Ubehandlet lærk eller ceder kræver næsten ingenting, men bliver aldrig ensartet grå. De steder, der er beskyttet af udhæng, patinerer langsommere end de udsatte. Det skal man kunne lide.
Selve klinkbrædderne er sjældent den største udgift. Lægter, vindspærre, søm, lister, stillads og arbejdstid udgør typisk hovedparten af regnskabet.
I den billige ende ligger imprægneret gran, som til gengæld skal males med jævne mellemrum. Mellemklassen dækker lærk og termotræ, hvor du betaler mere ved indkøb og mindre løbende. Cedertræ og specialprofiler ligger i toppen. Prisen per løbende meter afhænger af bræddebredde og profil og ændrer sig hos forhandlerne — sammenlign de aktuelle priser i listen her på siden.
Klink er en af de mest tilgængelige træfacader for en øvet gør det selv-bygger, fordi brædderne er lette at håndtere og lægges nedefra og op. Opmålingen og det første bræt er den svære del. Arbejde i højden kræver stillads.
Ja. Brædderne skal sidde på lodrette lægter med et luftrum, der er åbent forneden og foroven. Klinkbrædder monteret direkte på vindspærren er en fugtfælde.
Ja, og det er en af metodens fordele. Det kræver lidt fingerarbejde at komme til sømmene under det overliggende bræt, men det kan lade sig gøre uden at afmontere hele facaden.
Den tykke kant vender nedad, så brættet står lidt ud fra væggen forneden og vandet drypper af yderkanten i stedet for at løbe ind mod huset.
Nej. Klink er én bestemt form for bræddebeklædning, kendetegnet ved vandrette, overlappende brædder. Lodret beklædning, beklædning på klods og plane brædder med dækliste er andre måder at beklæde en facade i træ på.